Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Byen under lup

“Haderslev – tæt på” er et projekt, hvor Region Syddanmark og Haderslev Kommune sætter Haderslev by og omegn under lup. Byanalysen skal, med viden om bl.a. byens indbyggere, alderssammensætning, uddannelse, beskæftigelse og familietyper, bidrage til udviklingen af et solidt beslutningsgrundlag for byudviklingen i Haderslev og omegn. Projektet er et led i indsatsen Det gode liv som vækstskaber, Regional vækst- og udviklingsstrategi, hvor Region Syddanmark og de syddanske kommuner arbejder for at styrke udviklingen af de syddanske byer
og landdistrikter.

Læs mere i Det Gode Liv - strategien

Haderslev - helt tæt på

Børnefamilierne søger mod udkanten, og de ældre slår lejr i en krans rundt om midtbyen, hvor de unge slår sig ned. Nærheden til Haderslev Dam og fjorden trækker folk til sig, og velstanden trives i Erlev Bjerge.

Det og meget andet om Haderslevs sammensætning og udvikling illustreres i en ny byanalyse af Haderslev by og omegn med titlen ” Haderslev – tæt på”. Analysen er udarbejdet af Region Syddanmark i samarbejde med Haderslev Kommune og går i detaljeringsgrad helt ned i de enkelte bydele og kvarterer.

De undersøgte bydele og forstæder strækker sig fra Hammelev i vest til Starup i øst, fra Moltrup i nord og til Hjortebro mod syd – i alt 14 bydele i Haderslev og omegn.

– Formålet med ”Haderslev – tæt på” er at blive klogere på, hvilke ressourcer og udfordringer der er i de Haderslev. Analysen giver viden på et detaljeret geografisk niveau, som kan bruges til at understøtte kommunens og regionens udviklingsplaner for at gøre både Haderslev og Syddanmark til mere attraktive steder at bo, leve og arbejde, siger Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark.

Vigtig viden

Nogle bydele oplever markant vækst i befolkningstallet, mens andre oplever tilbagegang. Fx er antallet af borgere i Erlev steget med 14,5 procent i perioden fra 2011 til 2016.

Haderslevs borgmester, H.P. Geil (V), er glad for analysen:

– Ved at dokumentere forskellene mellem bydelene, som mange i byen måske kender til, så viser undersøgelsen nødvendigheden i at foretage de byudviklingsinitiativer, vi allerede har sat i gang og giver os et overblik til at søsætte nye, siger han.

Haderslev Kommune har i konkurrencen om at tiltrække flere borgere og udvikle byen blandt andet sat gang i det store projekt ”Jomfrustien”, som skal binde havnen tættere sammen med bymidten.

Flest unge og ældre i midtbyen

Analysen viser, at gennemsnitsalderen er lavest i midtbyen og i de ydre dele af Haderslev, hvor der bor mange børnefamilier, mens den højeste gennemsnitsalder findes i en krans rundt om midtbyen. Den højeste beskæftigelse finder man i kvarterne omkring Haderslev Dam og Haderslev Fjord, hvor der nogle steder er 85 procent af de 25-64-årige, der i arbejde.

I midtbyen, der er præget af mange unge under uddannelse og mange ældre, er beskæftigelsen lav, og det samme er husstandsstørrelsen. Laveste beskæftigelse findes i Hjortebro i den sydligste del af byen.

”Haderslev – tæt på” er delt op i to dele. Første del viser kort over Haderslev med en detaljeringsgrad på 100 gange 100 meter. I den anden del sættes der tal på, hvordan det ser ud i Haderslevs bydele.