Mennesker er Syddanmarks vigtigste ressource

Der bor 1.2 mio. mennesker i Syddanmark. Det er mennesker, som på hver deres måde bidrager til at skabe vækst og udvikling i Syddanmark.

Deres engagement er med til at skabe attraktive lokalsamfund. Deres kompetencer og kreativitet skaber produktive virksomheder. Deres indsats er med til at gøre Syddanmark til et godt sted at bo. Det er summen af alle disse menneskers kompetencer, ressourcer og engagement, der bringer Syddanmark fremad. De er derfor en ressource, som skal plejes, udvikles og fastholdes. Det er grunden til, at visionen i Syddanmarks regionale vækst- og udviklingsstrategi er ”Det Gode Liv”.

Når sund fornuft og god økonomi går hånd i hånd

Et godt liv giver livskvalitet. Det giver ressourcer, som kan bringes i spil i de nære relationer og lokalsamfund. Men det har også stor betydning for Syddanmarks vækstgrundlag. I en verden hvor alting går hurtigere, er der brug for mennesker, der kan tilpasse sig og udnytte forandringerne. Det Gode Liv ruster syddanskerne til at klare mødet med forandringer, og det skaber en omstillingsparat arbejdsstyrke, der udvikler sig og styrker virksomhedernes konkurrenceevne.

Det giver stabilitet i en ellers omskiftelig verden, og det er med til at mindske Syddanmarks, de syddanske virksomheders og den enkeltes økonomiske sårbarhed. Med visionen om Det Gode Liv spiller et lokalt og samfundsmæssigt økonomisk perspektiv derfor aktivt sammen med et virksomhedsperspektiv. Resultatet er større trivsel og vækst i Syddanmark.