Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Kun hver femte virksomhed er højt digitaliseret

Med et helt nyt Digitaliseringsbarometer fra Væksthus Syddanmark og Region Syddanmark er der for første gang tal for de syddanske virksomheders digitaliseringsgrad. Barometeret viser, at hele 33 procent er lavt digitaliserede.

Kun 18 procent af de små og mellemstore virksomheder i Syddanmark er højt digitaliserede, mens hele 33 procent må betegnes som lavt digitaliserede.

Det viser tal fra det nye Digitaliseringsbarometer 2018, som Væksthus Syddanmark og Region Syddanmark i fællesskab har udviklet for at tage temperaturen på de små og mellemstore virksomheders digitaliseringsgrad.

Flere end 1.000 virksomheder med mellem tre og 250 ansatte har deltaget i undersøgelsen, der også viser, at 7 ud af 10 virksomheder, der har digitaliseret, oplever, at de har fået gevinst af investeringen i de nye teknologier.

Virksomhederne er blevet spurgt ind til otte konkrete funktioner inden for digitalisering som fx udnyttelse af onlinekanaler til markedsføring, e-handelsløsninger og effektivisering af økonomi og administration.

For at være i kategorien af højt digitaliserede virksomheder skal virksomheden have indført mindst fire af de otte digitaliseringsprocesser i høj eller meget høj grad.

Virksomheder med en lav digitaliseringsgrad beskriver manglende tid og manglende kompetencer hos medarbejdere og ledelse som de væsentligste barrierer for at indføre flere digitale løsninger.

Samtidig svarer næsten hver tredje virksomhed, at de er usikre på gevinster og fordele ved at digitalisere.

 

FAKTA

Digitaliseringsbarometer 2018 har gennem en spørgeskemaundersøgelse undersøgt, hvor digitale de små og mellemstore syddanske virksomheder med 3-250 ansatte er, og på hvilke områder de er mindst digitale. Over 1.000 virksomheder har deltaget i undersøgelsen.