Angiv mindst 3 bogstaver
Luk
Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Klimaforandringer - Borgernes holdninger og adfærd

En ny rapport fra Region Syddanmark viser, at flere og flere af borgerne i Syddanmark føler sig påvirket af de negative konsekvenser fra klimaforandringer. Det kommer også til udtryk gennem stigende bekymringer blandt befolkningen, især når det drejer sig om fremtiden.

84 pct. af syddanskerne er i høj grad eller i nogen grad bekymret over, at klimaet forandrer sig – kun fire pct. er slet ikke bekymret. Det er ikke kun de unge, som er optaget af klimaforandringerne – det er noget, der påvirker alle aldersgrupper.

Lidt over en fjerdedel (27 pct.) af syddanskerne mener, de i høj grad eller i nogen grad oplever klimaforandringernes konsekvenser, der hvor de bor.

Det er i langt overvejende grad vejrforandringer, herunder særligt tørke, regn og skybrud, som syddanskerne oplever.

Mens 54 pct. i høj grad eller i nogen grad tror, at klimaforandringerne vil få negative konsekvenser for dem selv i fremtiden, mener 90 pct. i høj grad eller i nogen grad, at det vil få negative konsekvenser for den næste generation.

Klimaforandringerne har også konsekvenser for bosætning. For halvdelen (49 pct.) af syddanskerne har risikoen for oversvømmelser i høj grad betydning for valg af ny bolig. Denne tendens er stigende – I 2012 var der tale om 39 pct.

72 pct. synes, de i høj eller nogen grad gør noget for klimaet i dagligdagen. Spørger man denne gruppe om, hvad de gør for klimaet, er det særligt aktiviteter, der relaterer sig til boligen og fødevarer, som scorer højt. Det gælder bl.a. besparelse på varme og vand, minimering af madspild og sortering af affald.