Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Viden om borgernes livskvalitet skal gøre Middelfart Kommune til et endnu bedre sted at bo

Ny undersøgelse tager temperaturen på livskvaliteten i Middelfart Kommune. 1.059 borgere har delt deres syn på egen sundhed, tryghed og tillid, arbejde, fritid og familieliv og konklusionen er , at to-tredjedele er meget tilfredse med livet. Undersøgelsen fra Region Syddanmark vil kommunen bruge til at skabe endnu bedre rammer for borgerne.

Middefart Kommune har fået et nyt værktøj til at måle borgernes levevilkår og livskvalitet. Region Syddanmark har spurgt 1.059 borgere om deres syn på alt fra arbejdsliv til fritidsliv, sundhed og tryghed.

Næsten to-tredjedele af de adspurgte borgere i Middelfart Kommune har svaret, at de er meget tilfredse med deres livskvalitet, og det glæder borgmester Johannes Lundfryd Jensen (S).

– Vi har i kommunen som målsætning at øge livskvaliteten, sundheden og fællesskabet blandt borgerne ved hele tiden at forbedre rammerne for det gode liv. Det handler om, hvordan vi har det og de rammer vi har for at være en del af fællesskabet. Derfor indgik vi et samarbejde med Region Syddanmark om at skabe viden om borgernes liv, som kan indgå i vores videre arbejde med at udvikle kommunen, siger han og fortsætter:

– Vi renoverer blandt andet skoler, laver attraktive fritids- og kulturtilbud og skaber udvikling i byerne som eksempler på, hvordan vi arbejder med at give borgerne bedre rammer.

Rigdom skal give rigere livskvalitet

83,3 pct. af borgerne i Middelfart Kommune vurderer deres helbred som godt, mens kommunen ligger helt i toppen blandt de syddanske kommuner, når det gælder den gennemsnitlige borgers økonomiske situation. Der er dog også udfordringer i form af mange – især unge – der føler sig stresset i hverdagen.

Undersøgelsen er tænkt som et redskab, der kan bruges til at blive klogere på kommunens borgere og deres oplevelse af mulighederne for at leve det liv, de ønsker.

Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, siger:

– Borgernes oplevelse af kommunernes ældrepleje eller hospitalernes behandlinger får stadig stigende betydning, og det skal den også. Vi er her for borgernes skyld, og den feedback, vi som offentlige myndigheder får fra dem, skal vi bruge til at gøre det bedre. Lige nu oplever vi stor vækst og økonomisk fremgang, og det er vigtigt, at den fremgang også opleves som bedre livskvalitet, hvilket jo i sidste ende er formålet med den økonomiske vækst.

Fakta
Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Middelfart Kommune er baseret på data og interview med 1.059 borgere i Middelfart Kommune.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.

Små forskelle i tallene for Middelfart Kommune sammenlignet med regionsgennemsnittet eller øvrige kommuner skal tolkes med varsomhed pga. den statistiske usikkerhed.

Yderligere oplysninger:
Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82
Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune, mobil 25284142

FAKTA

Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Middelfart Kommune er baseret på data og interview med 1.059 borgere i Middelfart Kommune.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.