Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Stor tilfredshed med livet i Tønder

En undersøgelse af Tønder-borgernes syn på egen sundhed, tryghed og tillid, arbejde og fritid viser, at to-tredjedele er meget tilfredse med livet. Undersøgelsen fra Region Syddanmark viser også, at tøndringerne er glade for familieliv, sociale relationer og arbejdsliv.

Borgerne i Tønder Kommune er meget tilfredse med livet. I en ny analyse af syddanskernes livskvalitet har Region Syddanmark spurgt 1.080 borgere i kommunen om alt fra økonomi til tillid til andre og tilfredshed med hverdagen.

Og her svarer to-tredjedele, at de er meget tilfredse med deres livskvalitet. Helt i top ligger tøndringernes tilfredshed med familielivet. Et stort flertal er desuden glade for deres sociale relationer og arbejdsliv, og mere end hver tredje udfører jævnligt frivilligt arbejde.

Det glæder naturligvis borgmester Henrik Frandsen (V):

– Det er dejligt at læse, at vores borgere generelt er aktive, tilfredse med tilværelsen og har det godt. Vi arbejder hver eneste dag på at gøre rammerne bedre for borgerne, så de kan leve det liv, de gerne vil, siger han og fortsætter:

– Samtidig er der også steder, hvor vi kan og skal gøre en indsats. Fx vurderer 30 procent af de arbejdsløse, at deres helbred er udfordret, og borgerne mener også, at mulighederne for at dyrke fritidsaktiviteter kunne være bedre. Det vil vi naturligvis kigge nærmere på.

Rigdom skal give rigere livskvalitet

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener, at viden om syddanskernes livskvalitet skal bruges til at skabe bedre livsforudsætninger.

– Lige nu oplever vi stor vækst og økonomisk fremgang i hele landet, og vi ved, at folk i beskæftigelse har bedre liv, bedre helbred og er mindre ensomme. Det kan vi især se i Tønder Kommune, hvor der er stor forskel på livskvaliteten hos folk i arbejde kontra arbejdsløse og studerende. Især blandt arbejdsløse har en stor andel et mindre meningsfuldt liv end andre, siger Stephanie Lose og tilføjer:

– Politik handler netop om at give alle bedre muligheder for at leve et godt liv, og ét af de steder, vi fra regionens side kan være med til at påvirke rammerne, er ved hele tiden at gøre behandlingen i vores sundhedssystem bedre og sikre praktiserende læger til alle borgere, siger hun.

Fakta
Undersøgelsen går under navnet ”Syddanskernes Liv” og er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Tønder Kommune er baseret på data og interview med 1.080 borgere.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.

Små forskelle i tallene for Tønder Kommune sammenlignet med regionsgennemsnittet eller øvrige kommuner skal tolkes med varsomhed pga. den statistiske usikkerhed.

Yderligere oplysninger:
Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82
Henrik Frandsen (V), borgmester i Tønder Kommune, telefon: 21 24 40 89

FAKTA

Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Tønder Kommune er baseret på data og interview med 1.080 borgere i Tønder Kommune.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.