Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Meget høj tilfredshed med livet i Vejen

En undersøgelse af Vejen-borgernes syn på egen sundhed, tryghed og tillid, arbejde, fritid og familieliv viser, at to-tredjedele er meget tilfredse med livet. Undersøgelsen fra Region Syddanmark viser også, at borgerne i kommunen har høj tillid til andre og er tilfredse med familielivet og økonomien.

Borgerne i Vejen Kommune er meget tilfredse med livet. I en ny analyse af syddanskernes livskvalitet har Region Syddanmark spurgt 1.073 borgere i kommunen om alt fra økonomi til tillid til andre og tilfredshed med hverdagen.

Og her svarer to-tredjedele, at de er meget tilfredse med deres livskvalitet. Et stort flertal af Vejen-borgerne er desuden godt tilfredse med deres økonomiske situation og de kommunale tilbud i nærområdet som sport og kultur.

Det glæder naturligvis borgmester Egon Fræhr (V):

– Det er dejligt at læse, at vores borgere generelt er tilfredse med tilværelsen og har det godt. Vi arbejder hver eneste dag på at gøre rammerne bedre for borgerne, så de kan leve det liv, de gerne vil, siger han og fortsætter:

– Samtidig er der også steder, hvor vi kan og skal gøre en indsats. Fx er trivslen blandt uddannelsessøgende og arbejdsløse væsentlig lavere end blandt seniorer og folk i arbejde.

Rigdom skal give rigere livskvalitet

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener, at viden om syddanskernes livskvalitet skal bruges til at skabe bedre livsforudsætninger.

– Lige nu oplever vi stor vækst og økonomisk fremgang i hele landet, og vi ved, at folk i beskæftigelse har bedre liv, bedre helbred og er mindre ensomme. Det billede er særligt tydeligt i Vejen, hvor der er meget stor forskel på livskvaliteten hos folk i arbejde kontra studerende og arbejdsløse, siger Stephanie Lose og tilføjer:

– Politik handler netop om at give alle bedre muligheder for at leve et godt liv, og ét af de steder, vi fra regionens side kan være med til at påvirke rammerne, er ved hele tiden at gøre behandlingen i vores sundhedssystem bedre og sikre praktiserende læger til alle borgere, siger hun.

Fakta
Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Vejen Kommune er baseret på data og interview med 1.073 borgere.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.

Små forskelle i tallene for Vejen Kommune sammenlignet med regionsgennemsnittet eller øvrige kommuner skal tolkes med varsomhed pga. den statistiske usikkerhed.

Yderligere oplysninger:
Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82
Egon Fræhr (V), borgmester i Vejen Kommune, mobil: 20 16 26 69

FAKTA

Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Vejen Kommune er baseret på data og interview med 1.073 borgere i Vejen Kommune.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.