Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Det er godt at bo i Vejle

En undersøgelse af Vejle-borgernes syn på egen sundhed, tryghed og tillid, arbejde, fritid og familieliv viser, at næsten to ud af tre borgere er meget tilfredse med livet. Undersøgelsen fra Region Syddanmark afslører også, at par uden børn er mest glade for tilværelsen.  

Borgerne i Vejle Kommune er godt tilfredse med livet. I en ny analyse af syddanskernes livskvalitet har Region Syddanmark spurgt 1.185 borgere i kommunen om alt fra økonomi til tillid til andre og tilfredshed med hverdagen.

Og her svarer 63,6 procent, at de er meget tilfredse med deres livskvalitet. Vejle-borgerne vurderer også eget helbred højt – faktisk vurderer borgerne i Vejle Kommune deres helbred bedre end borgerne i nogen anden kommune i Region Syddanmark. Samtidig er de godt tilfredse med arbejdslivet og muligheder for fritidsaktiviteter.

Det glæder naturligvis borgmester Jens Ejner Christensen (V):

– Vores borgere er generelt tilfredse med tilværelsen og har et godt helbred, og det er jeg glad for at læse. Når alt kommer til alt er vores arbejde jo at give borgerne så gode rammer som muligt for at kunne leve et godt liv, og her er tilfredshed med helbredet jo en ganske vigtig parameter, siger han og fortsætter:

– Men analysen afslører også, at der er nogle steder, hvor der er plads til forbedringer. Flere arbejdsløse og pensionister vurderer, at de har et dårligt eller meget dårligt helbred, og arbejdsløse svarer også oftere, at de nogle gange eller aldrig har nogen at tale med, hvis de har problemer eller brug for støtte. Samtidig ligger arbejdstilfredsheden under gennemsnittet i regionen. Det er noget, vi skal have fokus på.

Rigdom skal give rigere livskvalitet

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener, at viden om syddanskernes livskvalitet skal bruges til at skabe bedre livsforudsætninger.

– Lige nu oplever vi stor vækst og økonomisk fremgang i hele landet, og vi ved, at folk i beskæftigelse har bedre liv, bedre helbred og er mindre ensomme. Det kan vi også se i Vejle Kommune, hvor der er stor tro på fremtiden, også hos dem, der står uden for arbejdsmarkedet i dag, siger Stephanie Lose og tilføjer:

– Politik handler om at give alle bedre muligheder for at leve et godt liv, og ét af de steder, vi fra regionens side kan være med til at påvirke rammerne, er ved at sikre alle borgere en læge tæt på, hvor de bor, siger hun.

FAKTA

Syddanskernes Liv er en serie, der måler danskernes livskvalitet i alle regionens 22 kommuner. Region Syddanmark og de syddanske kommuner udgiver den med støtte fra Trygfonden og data fra Danmarks Statistik.

Resultaterne fra Vejle Kommune er baseret på data og interview med 1.185 borgere i Vejle Kommune.

Der er spurgt til borgernes sundhed, tryghed, tillid, arbejde, fritid og familieliv.

Små forskelle i tallene for Vejle Kommune sammenlignet med regionsgennemsnittet eller øvrige kommuner skal tolkes med varsomhed pga. den statistiske usikkerhed.