Angiv mindst 3 bogstaver
Luk
Mine favorit publikationer

Du har 0 publikationer i dine favoritter

Fortsat stor mangel på kvalificeret arbejdskraft i Syddanmark

Der er pres på arbejdsmarkedet i Syddanmark. Knap 60 pct. af de virksomheder, der har søgt nye medarbejdere i seneste halve år, har oplevet rekrutteringsproblemer. Det viser Region Syddanmarks seneste undersøgelse om adgangen til arbejdskraft, der spørger over 900 direktører fra små- og mellemstore virksomheder i Syddanmark.

Der er rift om den kvalificerede arbejdskraft – og i særdeleshed den faglærte arbejdskraft. Hele 62 pct. af de virksomheder, der har ledt efter nye medarbejdere i seneste halve år, har søgt efter faglærte. Den høje efterspørgsel gør det vanskeligere for de enkelte virksomheder at finde den rette arbejdskraft. Blandt de virksomheder der har søgt efter faglærte, har 65 pct. oplevet problemer med rekrutteringen.

Samtidigt har mange virksomheder også oplevet problemer med at få adgang til højtuddannet arbejdskraft. 68 pct. af virksomhederne, der har søgt efter medarbejdere med en lang videregående uddannelse, har haft vanskeligheder med at finde de rette medarbejdere. Det samme er gældende for 64 pct. af de virksomheder der har søgt personer med en mellemlang videregående uddannelse.

Undersøgelsen viser også hvordan virksomhedernes hverdag påvirkes af manglen på ny arbejdskraft. Hele 77 pct. af virksomhederne med rekrutteringsproblemer har oplevet, at det skaber et større pres på deres eksisterende medarbejdere. Når der mangler nye medarbejdere skal alle løbe hurtigere for at nå i mål.

Problemerne med rekrutteringen skader også bundlinjen. Knap 25 pct. af de virksomheder, der har haft rekrutteringsproblemer, har oplevet at det har ført til tabte opgaver og mindre omsætning. Hver femte har oplevet at tabe kunder på grund af rekrutteringsproblemerne.