Levende byregioner

Byerne spiller en stadig større rolle for væksten. Byer og landområder er forbundet i større byregioner, hvor funktioner og styrker kan spille sammen og skabe stærke sammenhængende vækstområder. Byer og landområder skal have attraktive rammer for menneskers liv. Kulturelle tilbud, der kombinerer lokalområdernes særpræg og styrker, er en væsentlig del af det at skabe en levende region.

Byer og byregioner

Der er et stærkt afhængighedsforhold mellem de store byer og de omkringliggende mindre byer og landområder. Storbyerne er afhængige af de borgere, ressourcer, funktioner og kvaliteter, som de omkringliggende byer og landområder har, og omvendt. Derfor er det vigtigt, at indsatserne ses i en større byregional sammenhæng.

Byerne skal trække mere

Der er næsten 400 byer i Syddanmark. Små, mindre, større og to af landets fem største byer. Byerne spiller en særlig rolle for menneskers liv. Deres funktioner og tilbud er med til at danne rammen om borgernes liv og virksomhedernes hverdag. Byernes placering og udvikling tegner et bymønster med byregioner og udviklingskorridorer, der også viser, at der er forskellige forudsætninger bl.a. hvor mange arbejdspladser borgerne i de forskellige dele af regionen har adgang til.
Urbaniseringen er med til at flytte ressourcer fra land til by og fra Syddanmark til de største danske byer. Udviklingen skal vendes, så de syddanske byer ikke længere taber terræn til de andre danske byer, men er med til at trække udviklingen. De syddanske byer skal styrkes og gøres mere attraktive, så de i højere grad kan være med til at skabe vækst og udvikling i regionen og i de enkelte områder.

Funktionelle byregioner

Kommune- eller regionsgrænser er sjældent afgørende for menneskers valg af arbejdsplads eller uddannelse, eller for virksomheders beslutninger vedrørende placeringer, investeringer etc. Det er derfor nødvendigt at betragte byer og opland i en større skala – byregioner – uden at lade sig begrænse af administrative grænser. Funktionelle byregioner tager udgangspunkt i og favner hele netværk af mennesker og steder, hvor der er interaktion på daglig basis. Den funktionelle byregion har vundet voksende anerkendelse som en vigtig ingrediens i vellykkede strategier, udviklingsplaner og planlægningstiltag. Fx arbejder OECD, Nordregio og EU alle med funktionelle byregioner.

Én region – fire områder med byregionale samarbejder
Vækst- og udviklingsstrategien stiller skarpt på de fire syddanske områder: Sydvestjylland, Trekantområdet, Fyn og Sønderjylland. De fælles regionale udfordringer er ikke lige store i alle områder, ligesom potentialerne for vækst og udvikling varierer på tværs.

I alle områder er der formaliseret byregionale samarbejder, som kan være om- drejningspunkt for områdernes udvikling. Vækst- og udviklingsstrategien prioriterer strategiske indsatser med byregionerne for at nå målsætningen om attraktive og stærke områder. Indsatserne kan falde inden for hele vækst- og udviklingsstrategien fx uddannelse, infrastruktur, byudvikling m.m. Det vil være samarbejdsindsatser med en geografi, der tilpasses temaet. Geografien er dermed ikke fastlåst og kan aftales på tværs af de fire områder, for et helt område eller for dele af områderne.

Indsatser i byerne

Samarbejde om strategiske udviklingsprojekter
Regionen vil indgå i kommunale og byregionale samarbejder i strategiske udviklingsprojekter for byerne i Syddanmark. Der kan være tale om strategisk eller analytisk støtte til nye udviklingsprojekter eller strategier, hvor der arbejdes med nye perspektiver. Arbejdet koordineres med kommunerne og byregionerne.

Eksempler på konkrete initiativer:

  • Byanalyser: Vidensprodukter om de syddanske byer, der bidrager til at kvalificere og facilitere udviklingsindsatser. Fx Tæt på og Byanalyse 2.0, der indeholder nøgletal om byerne og benchmarker byerne på tværs i regionen.
  • Tværgående indsats i byudviklingsprojekter: I særlige og nytænkende udviklingsprojekter vil regionen indgå i et samarbejde om en tværgående indsats, hvor flere elementer samtænkes for at skabe en hensigtsmæssig og effektfuld udvikling. Fx indgår regionen i et samarbejde med Fredericia Kommune og byudviklingsselskabet om projektet Fredericia C, og bidrager bl.a. med analyser og miljøhåndtering af et tidligere industriområde.

 

Byregionale indsatser

Byregional udvikling
Der er behov for at se på særlige byregionale udfordringer og muligheder og gennem politisk dialog finde platforme for et samarbejde om fælles byregionale udviklingsinitiativer.

På forkant med viden om byregioner
Udvikling af viden om de funktionelle byregioner, deres interne og ydre sammenhænge og udviklingsmuligheder, så der skabes et fælles udgangspunkt for debatten om byregioner. På byregioner.dk vil den nyeste viden om byer og byregioner blive samlet.

Internationalt samarbejde om nye perspektiver
Regionen vil indgå i internationale samarbejder, der kan bidrage til forståelsen af de syddanske byregioner og udviklingen i disse.

  • NORDREGIO-projektet: Functional City-Regions er et nordisk case study-projekt, der gennemfører attraktivitets-
    og tilgængelighedsanalyser af byregioner i de nordiske lande. I dette projekt er Region Syddanmark den danske partner, og Fyn er casen.
  • OECD-projektet: Measuring well-being in Danish City Regions. Region Syddanmark og OECD er gået sammen om et pilotprojekt, der skal måle forskellige sider af livskvalitet (well- being) i større danske byregioners centre og deres oplande. Det vil give indsigt i forskelle og ligheder og gensidig afhængighed mellem kerne og opland i byregioner på tværs af administrative grænser.

Information om strategien

Det gode liv er visionen for vækst- og udviklingsstrategien i Syddanmark. Strategien skal skabe sammenhæng og udviklingsmuligheder, så Syddanmark bliver en mere attraktiv, aktiv og produktiv region, hvor alle har mulighed for at leve et godt liv – både som borger og som erhvervsdrivende.