Mennesker med potentiale

Mennesker skaber forandring og udvikling.
De menneskelige ressourcer i Syddanmark skal udvikles og udnyttes bedst muligt, så alle får mulighed for at bidrage med det, de kan i samfundet – på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i lokalområdet eller i de nære relationer. En indsats på uddannelse og sundhed er med til at skabe gode levevilkår.

Perspektiv

Syddanskerne skal rustes til fremtiden
Globalisering, digitalisering og den teknologiske udvikling ændrer vores arbejdsmåder, relationer og hverdagsliv.Fremtidens syddansker skal derfor være rustet til at navigere og omstille sig i et højhastighedssamfund, hvor rammerne konstant er i forandring.

Uddannelse og sundhed er en forudsætning
Uddannelse og sundhed giver muligheder, der gør det nemmere at skifte kurs, når verden ændrer sig. Det udgør en ballast, der kan trækkes på i krisetider og mindsker sårbarheden hos den enkelte. Samtidig skaber det en omstillingsparat arbejdsstyrke, der udvikler sig og udnytter forandringer til gavn for Syddanmarks konkurrenceevne.

Der er brug for alle
Danmark har brug for alle hænder. Det er vigtigt, at flere bliver i stand til at indgå på arbejdsmarkedet. Et godt arbejdsliv er afgørende for folks sundhed, helbred og livskvalitet, og det giver flere kræfter til Syddanmarks udvikling. Aktive mennesker med mulighed for at forme eget liv styrker også de nære relationer, lokalsamfund,
arbejdspladsen og hele Syddanmark.

Målet er Det Gode Liv
Sammen med de øvrige indsatser i strategien er indsatserne på uddannelse og sundhed med til at skabe rammerne for et godt liv i Syddanmark.

Hullerne i det gode liv skal lappes

Når helbredet skranter, eller kvalifikationerne ikke slår til på arbejdsmarkedet, kan det fjerne fundamentet for et godt liv, og samtidig går samfundet glip af vigtige ressourcer.

Hullerne i det gode liv skal lappes og forebygges. Det skal ske ved at ruste syddanskerne til at kunne udfolde deres evner og tackle udfordringerne.

Information om strategien

Det gode liv er visionen for vækst- og udviklingsstrategien i Syddanmark. Strategien skal skabe sammenhæng og udviklingsmuligheder, så Syddanmark bliver en mere attraktiv, aktiv og produktiv region, hvor alle har mulighed for at leve et godt liv – både som borger og som erhvervsdrivende.