Infrastruktur og mobilitet

God infrastruktur reducerer de syddanske virksomheders transportomkostninger, forbedrer adgang til kvalificeret arbejdskraft og øger kundegrundlaget. Transportmuligheder påvirker, hvor syddanskerne bosætter sig, hvor de tager hen i fritiden, og hvor de arbejder og uddanner sig.

Mobiliteten skal øges både via udbygning af infrastrukturen, påvirkning af transportmønstre og mere effektiv udnyttelse af eksisterende infrastruktur.

Linjer til fremtiden

Infrastruktur er en del af hverdagen for alle borgere og virksomheder og har stor indflydelse på områders attraktivitet, aktivitet og produktivitet. Infrastruktur berører derfor os alle.

Mobiliteten er generelt høj i Syddanmark, men der er områder, hvor transportmulighederne er begrænsede. I landdistrikter er bilafhængigheden høj, mens der i og nær byerne er flere transportmuligheder, men samtidig også større trængsel. Syddanmark vil arbejde for, at alle områder opnår bedst mulig tilgængelighed ift. deres behov, udviklingspotentiale, og hvad der er økonomisk muligt. Samtidig vil Syddanmark arbejde for at forbedre den regionale mobilitet ved at få mest muligt ud af de ressourcer, der er til rådighed.

Vejnettet, baneforbindelser og den kollektive trafik bruger vi i hverdagen. Men infrastruktur handler ikke kun om at få hverdagens puslespil til at hænge sammen, og om effektiv vare- og godstransport. De store infrastruktursammenhænge som tilgængeligheden til København og Hamborg, de øst-vest- og nord-sydgående transportakser, havne og lufthavne, især Billund Lufthavn, der er Danmarks næststørste lufthavn, er også med til at forme vores økonomiske udvikling og vores synlighed internationalt. Syddanmark vil derfor arbejde for at sikre synlighed om Syddanmarks interesser i store nationale og internationale infrastruktursammenhænge.

Der er planer for en række projekter, som er vedtaget, men endnu ikke gennemført. Det drejer sig om udvidelse af E20 over Fyn, udvidelse af E20 mellem Fredericia og Kolding, omfartsvej vest om Ribe, ny station i Jerne, dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg og endelig togfondens projekter, herunder nyt sport på Vestfyn, bro over Vejle Fjord og bane til Billund. Syddanmark vil arbejde for, at disse besluttede projekter gennemføres.

Indsatser

Fortsætte med at tilvejebringe viden på infrastrukturområdet samt støtte op om konkrete analyser og aktiviteter. Et stærkt vidensgrundlag kan understøtte den løbende politiske og faglige dialog, f.eks. i Kommunekontaktudvalget og Syddansk Mobilitetsråd.

Bred synliggørelse af de syddanske argumenter, prioriteringer og mål via en fælles politisk indsats, bl.a. i forhold til regering og folketing.

Arbejde for velfungerende regional mobilitet med opmærksomhed på nye løsninger og teknologier: Samspillet mellem byudvikling/byfortætning, stationer og skift mellem transportmidler skal forbedres.

Kortet viser hvilke eksisterende og planlagte banetrækninger der er blevet udpeget som de vigtigste af det TransEuropean Network for transport (TEN-T). TEN-T arbejder for etableringen af velfungerende, grænseoverskridende transportnet. Nordsø-kommissionen har bevirket, at netværket siden er blevet forlænget bl.a. med strækningen fra nord mod Aarhus til Frederikshavn og Hirtshals.

 

Eksisterende fysiske infrastruktur i Syddanmark

Kortet viser den eksisterende fysiske infrastruktur i Syddanmark: Vejnet, baneforbindelser, stationer, havne og lufthavne. (Letbanen i Odense forventes færdig i 2020).

Syddanmark på kortet

Den overordnede infrastruktur er en national opgave. Danmarks ønsker til flere infrastrukturprojekter er mange, så en skarp prioritering er nødvendig. Beslutningen om, hvilke projekter der skal fremmes, vil have stor betydning for mulighederne i Syddanmark. Når den nationale prioritering af analyserede projekter skal foretages, må Syddanmark derfor ikke forpasse muligheden for at gøre de syddanske argumenter gældende.

De syddanske interesser varetages bedst, hvis region og kommuner engagerer sig med vidensopbygning og argumentation, der sikrer sammenhæng med regionale og lokale strategier. Region Syddanmark vil derfor fortsætte med at tilvejebringe viden på infrastrukturområdet samt støtte op om konkrete analyser og aktiviteter.

Når Syddanmark agerer som en enhed, vil Syddanmark stå stærkere i den nationale diskussion om prioritering af infrastrukturprojekter. Det overordnede mål for den syddanske indsats er at sikre de tre aftalte syddanske prioriteter, men den fælles indsats forfølger også målene om bedre baneforbindelser og bedre infrastruktur i Jyllandskorridoren. Derudover er der andre mulige, langsigtede projekter til gavn for mobiliteten i regionen og adgangen til omverdenen.

Information om strategien

Det gode liv er visionen for vækst- og udviklingsstrategien i Syddanmark. Strategien skal skabe sammenhæng og udviklingsmuligheder, så Syddanmark bliver en mere attraktiv, aktiv og produktiv region, hvor alle har mulighed for at leve et godt liv – både som borger og som erhvervsdrivende.